To uger og en dag

Idag kan jeg officielt sige, at jeg har været her i to uger og en dag. Vildt nok, men jeg kan så også meddele, at jeg i tirsdag fik et mindre sammenbrud. Efter at have været i kemiklassen i en enkelt time, gik jeg ned til “skoleinspektøren” for at sige, at jeg ville været i den anden klasse, humanioraklassen. Og så ved jeg ikke hvad der skete, men der faldt bare en klap ned over hovedet på mig, og jeg blev vildt ked af det og havde slet ikke lyst til at være der mere – jeg ville bare hjem. Skolen føltes næsten som et fængsel, og det med ikke at kunne kommunikere med nogen som helst blev bare for meget, men Yara og Amir (fyr fra humanioraklassen, som kan engelsk) prøvede at trøste mig, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg blev nødt til at tage en dag derhjemme og komme igen dagen efter for at starte forfra. Dagen efter viste sig så at blive rigtig hyggelig og jeg går stadig i klassen.
Det skal så siges, at skolen er virkelig kedelig. Der er INTET at lave, og selvom lærerne i sidste uge ikke satte Yara og jeg igang med noget, forventer de nu at vi deltager og laver lektier. Men jeg fatter jo ikke en brik, så jeg sidder stadig bare og glor. Yara er bedre til spansk end jeg, hun forstår i hvert fald hvad folk siger og kan kommunikere bedre med de andre, så hun har lettere ved at få venner. Det er lidt et problem for mig, men i det mindste har jeg to brødre, hvor hun kun har en søster på 35 og “forældre” i 70’erne.
Med hensyn til sproget går det mere eller mindre dårligt. Eller dvs, jeg ved ikke hvad jeg skal forvente, altså hvor hurtigt det vil gå, for jo, jeg føler nogle dage at jeg virkelig har lært noget og jeg forstår hele tiden mere og mere, men jeg føler mig samtidig så åndssvagt bagud. Det er lidt kompliceret at forklare, men der er selvfølgelig også kun gået 2 uger, så jeg skal jo slet ikke kunne det flydende endnu.
Lige nu regner det helt sindssygt – det gør det næsten hver dag, og da her ikke ligefrem er noget kloaksystem som i Danmark ligger vandet i søer på nogle veje. Det er craaaaaazy. Loco loco. Men når det ikke regner er her 35 grader, så vejret er underligt ligegyldigt hvad. Nej, jeg savner ikke den danske blæst eller den danske vinter, her er ganske behageligt udenfor tidszonen 13-16, men det er netop i denne periode man skal hjem fra skole, og skoleuniformen inkluderer naturligvis jeans, så jeg føler somme tider at jeg koger indvendigt.
Nok for nu, men jeg tror jeg vil lave et indlæg om maden snart – for den er altså anderledes! (: Jeg har det stadig godt og nyder livet her. Selvom jeg ofte keder mig fordi jeg ikke har noget at lave er jeg optimistisk og tror at jeg nok skal få en hverdag her inden længe. ADIOS.

Første skoledag

Jeg har nu været her i en uge og en dag, og det skulle da fejres med første skoledag. Ja, det endte med at blive UVG. Idag har jeg været i “Sociales”-klassen, altså det der svarer til en humaniora-linie, men fagene siger mig ikke så meget, så i morgen prøver jeg “Quimicos”-klassen, altså kemi-biologi-linien. Der har man også fysik og matematik, så den svarer jo nogenlunde til den har jeg på Haka. Så er problemet bare, at jeg ikke fatter noget som helst af hvad der foregår. Jeg håber det kommer hen af vejen! En anden udvekslingsstudent, Yara fra Schweiz, går i humanioraklassen, så jeg skifter tilbage, hvis jeg ikke kan snakke med nogen fra kemiklassen. Det er trods alt ikke det værd at have fag man kan lide hvis man ingen venner kan få. Jeg brød mig faktisk slet ikke om at være i skolen, men på den anden side skal jeg jo lave et eller andet. :b

Lige et billede af skolens indgang:

Efter skolen kom Eduardo og vi tog en combi til “la casa de abuela”, mormors hus. :b Eduardo havde et “curso” ved sit medicinstudie, så jeg tog med mormoren ned til et apotek og hun kørte mig derefter hjem. Hun er meget utålmodig med at jeg ikke forstår hvad hun siger. :s
Igår var jeg med Gerardo i Plaza Cristal, den store mall lige ved siden af UVG. Jeg blev nødt til at købe jeans, for jeg har da kun taget et enkelt ordentligt par med, og i skolen skal man have jeans og den hvide polo med logo på. Og guess what – jeg er gået en størrelse ned, så jeg er lykkelig. ((((: Ellers er Levi’s bare store i størrelsen.
En anden sjov ting er, at når jeg begynder at tænke på nogle tyske sætninger, så hænger det slet ikke sammen, jeg blander spansk ind i det, så det tyske har jeg nok snart glemt. :b
Det er alt jeg har for nu… Så jeg vil fortsætte med at sidde rastløst på min seng og tænke over hvad jeg skal lave… 

Dag fire

Spansk? Tjah, det er svært. Men følelsen af at kunne forstå mere og mere er fantastisk. Det er kun min fjerde dag her i Tuxtla, så jeg kan naturligvis ikke snakke flydende spansk, og faktisk har jeg svært ved at snakke noget overhovedet, for det er nemmere at forstå ordene end at huske dem.
Igår var Gerardo og jeg nede ved Movistar (telefonfirma) for at se hvordan jeg kunne få internet på min telefon, men jeg forstod ikke hvad de snakkede om, og jeg har stadig ikke internet.  Men jeg tror jeg spørger Alejandra hvordan man gør næste gang jeg ser hende, hun kan engelsk og har den samme telefon som mig. Men bagefter besøget ved Movistar gik vi hen til UVG, en high school (prepatoria) og hvad de snakkede om, det ved jeg heller ikke. Men jeg brød mig ikke rigtig om skolen, så vi besøgte også UPGCH og spurgte om det var muligt, men det var det ikke… Så hvor jeg skal gå i skole, det ved jeg ikke. :b Heldigvis er der mange skoler i byen, men de vil ikke have at jeg går på en offentlig skole. Det skal være en privatskole, og de fleste privatskoler tilbyder gratis skolegang for udvekslingsstudenter, men nogle kræver, at nogen fra værtsfamilien også går der. Derfor var det ikke muligt på UPGCH.
Brødrene har fundet ud af en smartsmart måde at kommunikere med mig på: google translate. Selvom det ikke altid er korrekt oversat forstår man det, så det er en nødløsning hvis de ikke forstår mine engelske ord og jeg ikke deres spanske.
Efter at havde mødt deres mormor og have været et smut til det andet sæts hus spurgte Claudia mig, om jeg ville med til Starbucks med hendes veninder. Hun mente, at en af hendes veninder ville tage sine tvillingedøtre med og at de kunne engelsk, så jeg tog med. Det viste sig at de faktisk ikke rigtigt snakkede engelsk, men heldigvis kom Eduardo et kvarter senere (den tid det tog os at finde en plads og bestille). Han prøvede vidst at bilde dem ind, at jeg var dronningens niece og andre ting, men jeg forstod ikke så meget af det. Igen.  Bagefter tog vi på burger king, men jeg var ikke sulten… Klokken var halv ti om aftenen! Det er så underligt med deres spisetider, det er lidt tilfældigt, men som regel frokost klokken 3 og aftensmad klokken 8-9-stykker. Fordi jeg ikke spiser så meget tror min værtsmor at jeg prøver at være anorektisk. Det passer så ikke, jeg spiser normalt, jeg prøver bare at undgå at ligne en hval når jeg skal hjem igen, hehe. 
Gerardo og Eduardo spurgte mig i øvrigt om jeg havde nogle danske penge og heldigvis havde jeg en 50-øre, en 1- og 2- krone og en tier. Jeg havde også lidt euro, og de synes åbenbart de var nice, for de tilbød at købe dem og alt muligt… I hvert fald de danske kroner. Jeg sagde at de bare kunne tage dem, for helt ærligt, en to-krone er ikke meget værd derhjemme, men her er den værd 4 pesos. Hvilket alligevel er meget, for alt er sindssygt billigt her. En 3 liters cola? 24 pesos = 12 kroner. Tjah. Derhjemme ville den jo nærmest koste det tredobbelte.

Mit nye hjem

I lørdags skulle vi alle efter velkomstlejren ud til vores familier. Der var mange der skulle til Monterrey og Puebla, men ellers var vi godt spredt synes jeg. Så klokken 2 steg os der skulle med flyet eller med bussen til Oaxaca på en bus til Mexico City. Os der skulle til Tuxtla blev sat af ved terminal 2, en flot og moderne flyveterminal. Der skulle vi vente 5 timer på vores fly, som faktisk var yderligere forsinket 50 minutter. Da vi endelig var på flyet tog det kun lidt over en time og vi steg forventningsfulde af i en lillebitte lufthavn.
Selvom klokken var omkring 11-11.30 kunne man stadig mærke varmen og det meget tropiske klima man var kommet til. Det føltes ligesom at træde ind i en regnskov! Da vi kom til det sted hvor vi skulle hente vores bagage kunne vi allerede spotte familierne med store bannere ude i hallen, men da vi kom derud kom der en lille dame hen til mig og sagde, at min familie ikke var der. Så med forventningerne i top og synet af de andres glæde ved mødet var jeg grædefærdig og måtte tage hjem til den lille dame, Isabel, som er min kontaktperson.
De prøvede at snakke til mig, men de kunne kun spansk, så det var kun lidt jeg kunne forstå, men da vi var hjemme hos dem brugte de google translate og oversatte alt. De sagde at jeg skulle gå i seng og så ville vi kontakte YFU mandag. Men efter lidt tid kom hun ind og sagde at jeg skulle pakke mine kufferter, for min familie var på vej efter mig. Det viste sig så bare at det var moren, og jeg ved ikke hvad de snakkede om, men Isabels datter sagde, at moren ikke vidste noget om mig og at hun ikke ønskede mig. Så det blev kun endnu værre, og jeg gik i seng igen.
Isabel sagde, at næste morgen ville vi se en baseballkamp og gå i biografen, så søndag morgen tog vi ud og spiste morgenmad – og ja, det var tacos. Med cola. Det var faktisk rigtig godt. :) Så vi tog hen til stadion hvor baseballkampen skulle finde sted, og jeg fik snakket lidt med finneren, som også skulle til Tuxtla. Men pludselig hev Isabel fat i mig og sagde at min familie var der. Så jeg skyndte mig efter hende og hun spurgte, om jeg stadig ville med dem hjem, for hun synes ikke godt om dem, når de ikke havde været der for mig. Men det ville jeg gerne, for der kan jo ske en fejl, og de havde vist haft nogle problemer… Så jeg tog med dem hjem. Og hvilket hyggeligt lille hus de har! Jeg har fået mit eget værelse, som jeg nok skal tage billeder af, men jeg har ikke pakket ud endnu.
Det hele er meget svært. Jeg snakker ikke spansk, og de snakker ikke engelsk, men begge brødre har kærester, som gør, og heldigvis for mig er det sådan i Mexico, at man nærmest aldrig er hjemme. I hvert fald ikke selv. Man er hele tiden sammen med venner. Så igår da jeg havde set min værtsmors forældres hjem og var ude at købe ind kom Gerardo og hans kæreste (Alejandra). De sagde jeg skulle tage med dem, og så ville vi finde på noget at lave. Vi tog hjem til hende, og købte noget mad, som så viste sig at være traditionel mexicansk mad… Nu kan jeg ikke huske hvad det hedder på spansk, men pork chops og frijoles, små sorte bønner, skiver af agurk, tomater og rødbeder, og alt mad i Mexico skal spises med lime, salt og tortillas. Det er lidt specielt, men det er faktisk rigtig godt. :)
Efter jeg havde mødt alt for mange mennesker til at kunne huske navne på tog vi ud til en mall (jeg har også glemt det spanske ord her), hvor jeg fik købt en mobiltelefon, cellular. :D Det er en hvid blackberry, for alt der kan bruges her er blackberrys. En af deres venner kalder den “Bebe”, hvilket er lidt sjovt, for det er både en forkortelse for blackberry, men også ordet for baby.
Efter turen i mall’en blev jeg hentet af Eduardo og Claudia (min værtsmor), og vi kørte ud efter mine kufferter hos Isabel. De sad i lang tid og snakkede, og jeg forstod ingenting. :) Da vi var hjemme igen lavede Claudia noget mad til mig, og Eduardo prøvede at snakke med mig, men jeg har svært ved at forstå noget som helst. Jeg er kommet til at forstå når de siger gusta-et eller andet, altså om jeg kan lide det, og quieres, som betyder om jeg vil have et eller andet. Haha. :D Nej, den del er let nok, det er fordi de snakker så uafsindigt hurtigt, og brødrene mumler også, så det er virkelig ikke for små børn (som mig :D).
De spørger mig hele tiden hvordan jeg har det, om jeg keder mig, om hvad jeg vil lave, og de er alle virkelig flinke. En af deres venner bliver ved med at kalde mig Corzo til efternavn i stedet for Søndergaard. Det blev godt nok en lang post, men der sker bare så meget lige nu, med nye indtryk og sproget og alle de nye mennesker. Det var alt for nu – jeg vil gå i bad, for den følelse man har, når man vågner op og har haft det varmt hele natten… Den har man hele tiden. :D

Viva Mexico!

Endelig er vi fremme! 1,5 times flytur til Frankfurt og 12 timer til Mexico City, som for øvrigt er den vildeste by nogensinde. Når man ser ud fra flyets små vinduer kan man bare se by, by og by så langt øjet rækker. Mexico City ligger i et kæmpe dal, men som om det ikke var nok har de spredt sig op over bjergene, for der var jo ikke plads nok……. Nej, til en befolkning på 21 millioner mennesker skal der naturligvis også være meget plads.

Efter den lange flytur skulle vi stå i kø i lang tid for at komme til “migración”-registreringen. Det er der, man afleverer de papirer, som man udfylder i flyet om sine oplysninger. Det er vel for at de kan se hvem der rejser ind i landet. Derefter gik vi hen efter vores bagage, som allerede var der, så det var nemt nok. Men så skulle vi vente på at de fra London også var der, og derefter på vores bus, som skulle køre os til Cuautla, en fin forstad til Mexico City, hvor vi har sovet på hotel. Vi har netop spist morgenmad, og skal snart ned til noget velkomst-fremlægnings-halløj. Det bedste vi har fået at vide idag er, at vi ikke skal lave noget. Vi skal slappe af, komme os over vores jetlag og måske gå lidt rundt i byen. Det der jetlag føler jeg overhovedet ikke, vi havde da bare en 31 timers lang dag igår.

Jeg er ikke sikker på hvor mange vi er her i alt, men der er i hvert fald mange tyskere! Jeg tror de er 20. Så er der fem fra Finland, en fra Holland, tre fra Belgien, en fra Tjekkiet, to fra Schweitz, en fra Estland, en fra Ungarn en fra Frankring, en fra Norge og os tre fra Danmark. Flere kan jeg i hvert fald ikke huske.

Det er virkelig en mærkelig fornemmelse endelig at være her. Det er jo det jeg har ventet på i over et halvt år (og har ønsket mig i over et år), og nu er det her endelig. Jeg føler lidt at den her velkomstlejr er lidt overflødig, og jeg vil faktisk bare gerne ned til min værtsfamilie og se hvordan der ser ud der. Det skulle jo være et vildt flot område naturmæssigt, så jeg glæder mig helt vildt!

Adios

Ps. Jeg tror jeg vil lave en optælling over myggestik – bare for sjov. So far, 1.

Farvel, Danmark

Nu er der efterhånden kun tre dage til, så dette bliver sidste oplæg før jeg rejser. Jeg har allerede fyldt min kuffert med alt for meget tøj, og jeg kommer sikkert til at fravælge noget, selvom jeg vil have det hele med. Jeg har desuden haft min sidste vagt på Q8, men jeg håber at kunne komme tilbage, når jeg kommer hjem igen.
I går var det meste af familien på besøg til fødselsdag. Det var rigtig hyggeligt, men det er lidt underligt, når man siger farvel for et helt år. Det eneste jeg mangler nu er at pakke det sidste og at hente mit visum - så er jeg faktisk rejseklar. :)