Nu er der gået lidt over en uge siden jeg sidst har skrevet, og det beklager jeg dybt. Men jeg har hverken haft internetforbindelse på min computer eller lyst til at skrive. Men det har jeg idag!
Denne her uge har været ret så hård at komme igennem. Skolen har virket som om jeg var der 12 timer hver dag, og jeg har haft flere humørsvingninger end i hele mit liv tilsammen. Sådan føles det i hvert fald. Små bitte ting har pisset mig af, og pludselig er jeg i godt humør igen, hvorefter jeg bliver helt vildt trist og derefter hyperaktiv. Det er virkelig ikke til at blive klog på. Jeg har snakket lidt med Gera om det, og begge mine brødre gør mig bevidst om, at de er her for mig, fordi de er min familie og at hvis der er noget, så skal jeg sige det. Det er virkelig rart, for så ved jeg at jeg har et sikkerhedsnet.
Men... Det er jo ikke svært at regne ud, hvad det er der forårsager min underlige opførsel. Det er ved at hænge mig ud af halsen konstant at skulle sidde stille i flere timer og lave ingenting fordi jeg ikke kan følge med i andres samtaler og derfor ikke deltage i dem. Jeg er træt af hele tiden at skulle være trist, sur eller træt (hvilket jeg konstant er, jeg er hele tiden ved at falde i søvn i skolen). Da jeg sagde det til Gera sagde han, at det var en del af den proces, man skal igennem, og at den snart er ovre. Det var virkelig pænt sagt, og selvom nogle folk stadig siger "Ej Tine, nu har du været her i over en måned, og du snakker stadig ikke spansk?", ser jeg bort fra det og tænker på, at det for andre udvekslingsstudenter tog op til et halvt år at lære sproget. Jeg har god tid! Jeg har jo kun været her i 6 uger i dag!
Jeg prøver stadig at snakke så meget spansk som muligt, men det er svært. Jeg er derimod blevet god til at skrive det (via sms'er), og det undrer mig meget. For mens det er nemt at skrive det kløjes jeg i ordene når jeg snakker. Jeg tror det er fordi det skal gå så meget hurtigere og at jeg vil sige ting meget mere kompliceret end jeg kan. KIS, som Klemann ville have sagt (keep it simple). ;) En optur er så at jeg nogle gange fanger sætninger når folk snakker sammen, hvor jeg før kun forstod ord og ikke meningen, så jeg kan hele tiden følge udviklingen forståelsesmæssigt.
I skal ikke bekymre jer for mig - jeg opdaterer bare om hvordan det går. :) Jeg er stadig glad for at være her og jeg fortryder ingenting. Jeg savner Danmark og min familie, skolesystemet og vennerne, men jeg ved jo, at det hele er der når jeg kommer hjem igen. :) Jeg prøver at være optimistisk og tænke, at med tiden kommer det hele, for det ved jeg jo at det gør! Så op på hesten igen og nu håber jeg på en bedre uge!
Til Ina: Jeg er så glad for at du følger med, og at du kommenterer (det er ikke populært ;)). Jeg føler skam også med på din blog. ;) Håber du og Sonny har det godt!
Sidst men ikke mindst vil jeg sige TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN eller FELIZ CUMPLEAÑOS til Fie med de 21 år i dag! Jeg er glad for at du kunne bruge gaven, og hav en god aften. :) I'm off, forhåbentlig til en god uge, og jeg ønsker det samme til jer læsere. :)
søndag, september 25, 2011
fredag, september 16, 2011
Día de la Independencia de México
Som nævnt i forrige indlæg var det jo en special dag for mexicanerne i går. Det var nemlig uafhængighedsdagen, og for mig betød det ingen obligatorisk skole, så jeg havde en hyggelig fridag derhjemme med Gera og pizza fra Dominos. :) Om aftenen skulle vi til en lille fest hos Brianda, en af Geras venner, og den startede godt nok ud dårligt, fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle tage på og endte med at tage hverdagstøj på, men det er jo ubetydeligt for dem her. Jeg synes egentlig bare ikke det er specielt pænt at møde op i blå jeans og en sort t-shirt når alle andre piger har fine skjorter eller kjoler på og høje hæle. Dog vil jeg aldrig tage høje hæle på herovre, det har jeg allerede indbygget. :D Anyways, min pointe er, at på trods af flere timers shopping har jeg ikke købt andet end et par Levi's, for jeg kan simpelthen ikke finde noget som jeg kan lide. Tøjet her er så anderledes, og de eneste butikker jeg kan relatere bare lidt til er Levi's og C&A. Alt andet er tilfældelige små butikker med tøj til ældre damer.
Men vi kom da til festen, og selvom jeg var i dårligt humør viste det sig at Toni og hans bror også kom til festen, hvilket jo var en glædelig overraskelse - for når jeg er selv sammen med mexicanerne føler jeg ikke at jeg har en chance for at følge med. Men med Toni kunne jeg snakke engelsk og det blev en rigtig hyggelig aften. Jeg fik ikke smagt tequila, men whiskey til gengæld (nej, far, jeg kan stadig ikke lide det), for her drikker de altså whiskey med is og vand med brus, som vi drikker øl derhjemme. Så den store partyer bliver jeg nok aldrig her. ;)
Jeg har ikke så meget at skrive om, jeg har jo lige skrevet for to dage siden, så jeg vil nyde min fridag (alle er jo hungover fra igår, not) og forlængede weekend og håbe på at den bliver hyggelig. Tænk, at det allerede er midt i september.........
Men vi kom da til festen, og selvom jeg var i dårligt humør viste det sig at Toni og hans bror også kom til festen, hvilket jo var en glædelig overraskelse - for når jeg er selv sammen med mexicanerne føler jeg ikke at jeg har en chance for at følge med. Men med Toni kunne jeg snakke engelsk og det blev en rigtig hyggelig aften. Jeg fik ikke smagt tequila, men whiskey til gengæld (nej, far, jeg kan stadig ikke lide det), for her drikker de altså whiskey med is og vand med brus, som vi drikker øl derhjemme. Så den store partyer bliver jeg nok aldrig her. ;)
Jeg har ikke så meget at skrive om, jeg har jo lige skrevet for to dage siden, så jeg vil nyde min fridag (alle er jo hungover fra igår, not) og forlængede weekend og håbe på at den bliver hyggelig. Tænk, at det allerede er midt i september.........
tirsdag, september 13, 2011
En måned i Tuxtla
I dag har jeg boet i Tuxtla, Chiapas i Mexico i en måned hos familien Corzo! :) Det er vildt at tænke på. Når folk spørger mig om jeg savner Danmark kan jeg kun svare "no mucho", for Mexico er så fantastisk og anderledes og jeg allerede er ved at være vant til det hele. Jeg ser ikke længere de dumme "topes" og huller på vejene, jeg ser ikke længere de lidt mindre pæne huse der mangler lidt tag, de gamle biler som trænger kraftigt til at blive udskiftet, de slidte huse der mangler maling eller et vindue eller de små dynger af skrald der finder sted rundt omkring. I stedet for ser jeg de smukke bjerge der omgiver byen, de høflige og glade mennesker der altid hilser, den humoristiske sans mexicanerne besidder og de fine huse som findes i regnbuens farver. Jeg er blevet vant til kindkyssene som er deres hilsen, at folk, som man næsten ikke kender, er utroligt tætte fysisk, at man er ligeglad med om man er tyk eller tynd og at mode ikke spiller den store rolle. I dag fik jeg et kys på panden af en dreng fra min klasse og et par sekunder efter gik det op for mig at det ikke rørte mig. Det er jo bare ligesom at få et kram eller et kindkys, men sådan noget ville aldrig ske i Danmark.
På trods af, at jeg efterhånden har vænnet mig til dagligdagen her i Mexico, har jeg stadig mine nedture. Der er igen tårer, men jeg trænger bare til at være mig selv og være lidt trist i lidt tid. Og når jeg bliver spurgt "hvad er der?" kan jeg bare ryste på hovedet, for jeg kan ikke forklare det. Jeg tror bare at det er psykisk hårdt det hele, og selvom jeg trives, er det stadig svært ikke at kunne kommunikere ordentligt med befolkningen. Jeg er begyndt at blive bange for at jeg ikke lærer sproget så godt, for selv om jeg konstant forstår mere og mere skal folk stadig snakke langsomt. Og jeg prøver konstant at tvinge mig selv til at snakke spansk, men jeg er oftest sammen med min bror (som forresten er ved at føles som min rigtige bror) og han forstår jo meget engelsk, og så er det bare så meget lettere at skippe til engelsk. Noget der er gået op for mig for ikke så lang tid siden er, at jeg er blevet vant til bare at slå fra, ikke høre efter, og det er en lidt skuffende følelse. For det er jo meningen jeg skal høre efter og forstå, men jeg tror det er ligesom i skolen. Det kræver koncentration, og man kan kun koncentrere sig i 8 minutter af gange (har jeg fået at vide af min fysiklærer :b ), så tranquila. Det skal nok komme. :)
Noget andet jeg har fundet ud af er forholdet til penge. Pesos er værd cirka det halve af kroner, så man kan halvere priserne og sige wow! Hvor er det billigt, men for at få et realistisk forhold til det, skal man faktisk bare se prisen som var det danske kroner. Det er stadig billigt, men mexicanerne tjener jo ikke så meget som danskerne, og derfor er beløbene man ser næsten det samme som de ville være derhjemme. Ja, jeg ved godt at der er undtagelser, for en cola koster ikke 8 kroner derhjemme, som den koster 8 pesos her, men med de fleste andre ting. Det er bare en ting jeg gør, så jeg ikke bruger alt for mange penge. :)
I overmorgen er det den 15. september, og det betyder Mexicos befrielsesdag eller på spansk "Día del Grito de Independencia". Det betyder også fest og farver, og allerede en uge efter jeg kom her begyndte de at hænge mexicanske flag op overalt. Jeg mener det, det er værre end til jul derhjemme. ALLE butikker har et eller andet, og gerne MANGE, mexicansk farvede ting hængene eller stående, og bygninger er udsmykket med kæmpe flag og glitrende grønne, hvide og røde farver og ordene "viva México", så det er helt uhyggeligt. Jeg tager et billede snart, har det helt perfekte sted i tankerne. :D MEN! Det bedste af det hele af det er, at man ikke skal i skole den dag, og jeg tror heller ikke dagen efter fordi folk er så hungover af alt det tequila de festede med dagen inden, så det er en kort skoleuge!
Det var alt for nu! Jeg skriver i weekenden om, hvordan festen var, og jeg har ikke glemt indlægget om den mexicanske cuisine, jeg skal bare lige have det opdateret, for vi har simpelthen ingen mad for tiden, jaja (det mexicanske "haha")! Desuden vil jeg også skrive jeg også om den kage, jeg bagte med Gera og min tia (tante). Adios. :*
På trods af, at jeg efterhånden har vænnet mig til dagligdagen her i Mexico, har jeg stadig mine nedture. Der er igen tårer, men jeg trænger bare til at være mig selv og være lidt trist i lidt tid. Og når jeg bliver spurgt "hvad er der?" kan jeg bare ryste på hovedet, for jeg kan ikke forklare det. Jeg tror bare at det er psykisk hårdt det hele, og selvom jeg trives, er det stadig svært ikke at kunne kommunikere ordentligt med befolkningen. Jeg er begyndt at blive bange for at jeg ikke lærer sproget så godt, for selv om jeg konstant forstår mere og mere skal folk stadig snakke langsomt. Og jeg prøver konstant at tvinge mig selv til at snakke spansk, men jeg er oftest sammen med min bror (som forresten er ved at føles som min rigtige bror) og han forstår jo meget engelsk, og så er det bare så meget lettere at skippe til engelsk. Noget der er gået op for mig for ikke så lang tid siden er, at jeg er blevet vant til bare at slå fra, ikke høre efter, og det er en lidt skuffende følelse. For det er jo meningen jeg skal høre efter og forstå, men jeg tror det er ligesom i skolen. Det kræver koncentration, og man kan kun koncentrere sig i 8 minutter af gange (har jeg fået at vide af min fysiklærer :b ), så tranquila. Det skal nok komme. :)
Noget andet jeg har fundet ud af er forholdet til penge. Pesos er værd cirka det halve af kroner, så man kan halvere priserne og sige wow! Hvor er det billigt, men for at få et realistisk forhold til det, skal man faktisk bare se prisen som var det danske kroner. Det er stadig billigt, men mexicanerne tjener jo ikke så meget som danskerne, og derfor er beløbene man ser næsten det samme som de ville være derhjemme. Ja, jeg ved godt at der er undtagelser, for en cola koster ikke 8 kroner derhjemme, som den koster 8 pesos her, men med de fleste andre ting. Det er bare en ting jeg gør, så jeg ikke bruger alt for mange penge. :)
I overmorgen er det den 15. september, og det betyder Mexicos befrielsesdag eller på spansk "Día del Grito de Independencia". Det betyder også fest og farver, og allerede en uge efter jeg kom her begyndte de at hænge mexicanske flag op overalt. Jeg mener det, det er værre end til jul derhjemme. ALLE butikker har et eller andet, og gerne MANGE, mexicansk farvede ting hængene eller stående, og bygninger er udsmykket med kæmpe flag og glitrende grønne, hvide og røde farver og ordene "viva México", så det er helt uhyggeligt. Jeg tager et billede snart, har det helt perfekte sted i tankerne. :D MEN! Det bedste af det hele af det er, at man ikke skal i skole den dag, og jeg tror heller ikke dagen efter fordi folk er så hungover af alt det tequila de festede med dagen inden, så det er en kort skoleuge!
Det var alt for nu! Jeg skriver i weekenden om, hvordan festen var, og jeg har ikke glemt indlægget om den mexicanske cuisine, jeg skal bare lige have det opdateret, for vi har simpelthen ingen mad for tiden, jaja (det mexicanske "haha")! Desuden vil jeg også skrive jeg også om den kage, jeg bagte med Gera og min tia (tante). Adios. :*
onsdag, september 07, 2011
Nu som økonomist!
Eller hvad man nu skal sige...;)
Igår i anden time blev Yara og jeg kaldt ned til kontoret. Lignende to store spørgsmålstegn fandt vi Isabel, kontaktpersonen for udvekslingsstudenterne i Tuxtla, og hendes mand sidde og snakke med skoleinspektøren. Vi fik at vide, at fordi vi var blevet gode venner snakkede vi engelsk alt for meget, og det var åbenbart skidt. Så de var nødt til at skille os ad og sætte en af os i en anden klasse. Jeg syntes det var lidt uretfærdigt, for de ved trods alt ikke hvordan det føles at være helt alene i et fremmed land, og selvom vi stadig går på samme skole er det bare noget andet nu. Men jeg kan også godt følge deres tankegang, så jeg tilbød at skifte, for Yara er i hvert fald glad for klassen, og jeg brød mig ikke specielt meget om fagene. Så fordi jeg ikke brød mig om fysik- og kemiklassen flyttede jeg til den sidste, nemlig økonomiklassen. Og den viste sig at være rigtig god! Der er seks drenge og to piger, og de virker alle flinke og snakkesaglige. Tre af drengene havde jeg stiftet bekendtskab med i forvejen, for de render rundt på hele skolen og snakker med alle. De synger konstant og igår "underviste" den ene af dem i "administativos" om behov-pyramiden. Hvordan det hang sammen med faget, ved jeg ikke, men det var meget sjovt. :)
Efter Yara og jeg fik at vide, at vi måtte skifte klasse, tog Isabel os med over til cafeteriaet og spurgte til, hvordan det gik. Yara startede ud, og hun fortalte, at hun ikke er så glad for sin familie. Hun bor i et lille, lille hus langt væk hvor hun deler værelse med sin søster på 35 og sin mor på 72. Jeg forstår hende godt. Hun har fortalt nogle crazy historier om sin søster, som nærmere fungerer som hendes mor, og hun vil aldrig hjem fra skole igen. Jeg har prøvet at fortælle hende at hun er nødt til at ringe til YFU og sige, at hun vil skifte familie, for det er ikke meningen at hun skal leve i Mexico uden at være glad. Det er ikke det, hun betaler penge for.
Bagefter spurgte Isabel til min familie, og jeg fortalte hende at jeg var rigtig glad for den og at jeg havde det fint, for hun var jo meget skeptisk over dem i starten, fordi de ikke hentede mig i lufthavnen. Men jeg ønsker virkelig ikke nogen anden familie. :) Men det fede ved denne samtale var, at vi var nødt til at snakke spansk, for Isabel forstår intet engelsk, og jeg gjorde naturligvis mit bedste og mærkede ikke nogen synlig forskel fra normalt. Men pointen er, at den dag, jeg overnattede hos Isabel, hvor hun prøvede at kommunikere med mig, fattede jeg ikke en brik! Intet, men nu forstod jeg stort set alt hvad hun sagde og samtalen mellem Yara og hende. Sikke en sejrsfølelse! Så bevæger det sig alligevel, også selvom jeg ikke taler så godt spansk. For først kommer forståelsen, og så kommer evnen til selv at snakke!
Forresten regnede det lidt igår:
Hvad vi i Danmark kalder alvorligt skybrud, kalder vi almindeligt regnvejr i Mexico. Vejene bliver transformeret til fine floder og man kan ikke længere køre 100 km/t på bylandevejen uden sele. Øv. :(
Det regnede godt nok rigtig slemt igår, men dette billede er ikke det værste, det er meget normalt. Det regner hver dag, men kun 2-3 gange om ugen så meget her. Man skal kun stå ude i det i 20 sekunder og man er gennemblødt! :b Tropisk regntid når det er sjovest! :)
Igår i anden time blev Yara og jeg kaldt ned til kontoret. Lignende to store spørgsmålstegn fandt vi Isabel, kontaktpersonen for udvekslingsstudenterne i Tuxtla, og hendes mand sidde og snakke med skoleinspektøren. Vi fik at vide, at fordi vi var blevet gode venner snakkede vi engelsk alt for meget, og det var åbenbart skidt. Så de var nødt til at skille os ad og sætte en af os i en anden klasse. Jeg syntes det var lidt uretfærdigt, for de ved trods alt ikke hvordan det føles at være helt alene i et fremmed land, og selvom vi stadig går på samme skole er det bare noget andet nu. Men jeg kan også godt følge deres tankegang, så jeg tilbød at skifte, for Yara er i hvert fald glad for klassen, og jeg brød mig ikke specielt meget om fagene. Så fordi jeg ikke brød mig om fysik- og kemiklassen flyttede jeg til den sidste, nemlig økonomiklassen. Og den viste sig at være rigtig god! Der er seks drenge og to piger, og de virker alle flinke og snakkesaglige. Tre af drengene havde jeg stiftet bekendtskab med i forvejen, for de render rundt på hele skolen og snakker med alle. De synger konstant og igår "underviste" den ene af dem i "administativos" om behov-pyramiden. Hvordan det hang sammen med faget, ved jeg ikke, men det var meget sjovt. :)
Efter Yara og jeg fik at vide, at vi måtte skifte klasse, tog Isabel os med over til cafeteriaet og spurgte til, hvordan det gik. Yara startede ud, og hun fortalte, at hun ikke er så glad for sin familie. Hun bor i et lille, lille hus langt væk hvor hun deler værelse med sin søster på 35 og sin mor på 72. Jeg forstår hende godt. Hun har fortalt nogle crazy historier om sin søster, som nærmere fungerer som hendes mor, og hun vil aldrig hjem fra skole igen. Jeg har prøvet at fortælle hende at hun er nødt til at ringe til YFU og sige, at hun vil skifte familie, for det er ikke meningen at hun skal leve i Mexico uden at være glad. Det er ikke det, hun betaler penge for.
Bagefter spurgte Isabel til min familie, og jeg fortalte hende at jeg var rigtig glad for den og at jeg havde det fint, for hun var jo meget skeptisk over dem i starten, fordi de ikke hentede mig i lufthavnen. Men jeg ønsker virkelig ikke nogen anden familie. :) Men det fede ved denne samtale var, at vi var nødt til at snakke spansk, for Isabel forstår intet engelsk, og jeg gjorde naturligvis mit bedste og mærkede ikke nogen synlig forskel fra normalt. Men pointen er, at den dag, jeg overnattede hos Isabel, hvor hun prøvede at kommunikere med mig, fattede jeg ikke en brik! Intet, men nu forstod jeg stort set alt hvad hun sagde og samtalen mellem Yara og hende. Sikke en sejrsfølelse! Så bevæger det sig alligevel, også selvom jeg ikke taler så godt spansk. For først kommer forståelsen, og så kommer evnen til selv at snakke!
Forresten regnede det lidt igår:
Det regnede godt nok rigtig slemt igår, men dette billede er ikke det værste, det er meget normalt. Det regner hver dag, men kun 2-3 gange om ugen så meget her. Man skal kun stå ude i det i 20 sekunder og man er gennemblødt! :b Tropisk regntid når det er sjovest! :)
torsdag, september 01, 2011
September måned
Wow, det er allerede september! Jeg ved godt, at det ikke er lang tid, men når jeg tænker på at jeg rejste hjemmefra d. 10. føler jeg virkelig at jeg har været her længe! Noget jeg savner hjemmefra er en kalender. Tro mig, jeg har været i virkelig mange butikker, men kalendere findes ikke i Mexico. Det er altså lidt anderledes, og lidt ærgerligt, for det bliver jo også til en slags dagbog, hvor man kan se, hvad man har lavet hver dag.
I dag har der rent faktisk ikke været særlig varmt, jeg tror måske kun lige den har ramt 30 grader, og det er helt rart med sådan nogle dage. Det hænger nok sammen med at der har været overskyet. :) Jeg har været på MUCH med min årgang af skolen idag - Museo Chiapas de Ciencia y Tecnología. Jeg havde egentlig regnet med at det var om ting fra staten Chiapas, som vi nu befinder os i og som navnet på museet er, men der var det så ikke. I stedet var der en masse om universet, menneskets udvikling og blah blah blah, og med ting man kunne prøve som på experimentariet i København. Det var rent ud sagt kedeligt, men jeg fik snakket lidt med nogle fyre fra økonomiklassen (som vi nogle gange har timer med). Der er to af dem som er meget overbeviste om, at Yara og jeg skal være sammen med. Men Yara bildte dem ind, at hun havde en kæreste i Schweiz, og jeg undgår bare spørgsmålene.
Selvom det var et kedeligt museum, var det nogle sjove busture frem og tilbage. Folk skriger og råber i en (indvendigt) amerikansk-udseende bus, og folk har bare en fuldstændig anderledes mentalitet. Drenge kan sagtens sove op af hinanden og der var en som sang med til radioen - dvs. det var en typisk mexicansk sang om kærlighed, mens han hang op af en lærer som om han sang til ham. Bagefter prøvede han at flette fingre med en ved siden af. Jeg ved godt, at det lyder gaaay, men det var tydeligvis for sjov. Yara fik det desværre ikke på film, men det kunne have været epic.
Jeg spurgte i øvrigt Gera om han nogensinde så slanger og edderkopper og han svarede bare "siii", det skete ofte at der lige krøb en slange hen forbi en når man gik, de kunne sidde der og der og der, sagde han, mens han pegede på blade og træer og græsområder, og at jeg skulle huske at ryste mit lagen når jeg gik i seng, for han havde engang fundet en edderkop. Så jeg måtte rædselslagen gå resten af vejen hjem og da sagde han at det var en joke. Men jeg tror ham ikke, for han snakkede også om at 2 ud af 100 blev bidt af et eller andet om året, så deres hånd blev sort og skulle skæres af. Ville I ikke også være blevet skræmte?? Det skal så siges, at jeg aldrig har set noget uden hænder, vidst kun en enkelt som manglede noget af en finger, men helt ærligt! Han må jo have sin statistik et eller andet sted fra.
Det sidste jeg vil skrive om er mexicansk slik. Nej, det spiser de ikke meget af, medmindre slik inkluderer chips (hvilket efter deres mening er en fin morgenmad/frokost/aftensmad/snack, og som for er dækket af klamt ostepulver, chili eller lime), småkager og sødt brød. Hvad med vingummier ala Haribo??? Jeg savvvvner Haribo! Sådan noget spiser de ikke. Slik skal være sødt med smag af chili, stærkt med smag af chili, surt med smag af chili eller bare blot være chili. WTF? Det er godt, at min "farmor" har bedt mig om at bage noget, så kommer der forhåbentligt noget dansk lækker mad til. Eller mad og mad. You know what I mean. ;) Det er alt for nu! :) Hasta pronto!
I dag har der rent faktisk ikke været særlig varmt, jeg tror måske kun lige den har ramt 30 grader, og det er helt rart med sådan nogle dage. Det hænger nok sammen med at der har været overskyet. :) Jeg har været på MUCH med min årgang af skolen idag - Museo Chiapas de Ciencia y Tecnología. Jeg havde egentlig regnet med at det var om ting fra staten Chiapas, som vi nu befinder os i og som navnet på museet er, men der var det så ikke. I stedet var der en masse om universet, menneskets udvikling og blah blah blah, og med ting man kunne prøve som på experimentariet i København. Det var rent ud sagt kedeligt, men jeg fik snakket lidt med nogle fyre fra økonomiklassen (som vi nogle gange har timer med). Der er to af dem som er meget overbeviste om, at Yara og jeg skal være sammen med. Men Yara bildte dem ind, at hun havde en kæreste i Schweiz, og jeg undgår bare spørgsmålene.
Selvom det var et kedeligt museum, var det nogle sjove busture frem og tilbage. Folk skriger og råber i en (indvendigt) amerikansk-udseende bus, og folk har bare en fuldstændig anderledes mentalitet. Drenge kan sagtens sove op af hinanden og der var en som sang med til radioen - dvs. det var en typisk mexicansk sang om kærlighed, mens han hang op af en lærer som om han sang til ham. Bagefter prøvede han at flette fingre med en ved siden af. Jeg ved godt, at det lyder gaaay, men det var tydeligvis for sjov. Yara fik det desværre ikke på film, men det kunne have været epic.
Jeg spurgte i øvrigt Gera om han nogensinde så slanger og edderkopper og han svarede bare "siii", det skete ofte at der lige krøb en slange hen forbi en når man gik, de kunne sidde der og der og der, sagde han, mens han pegede på blade og træer og græsområder, og at jeg skulle huske at ryste mit lagen når jeg gik i seng, for han havde engang fundet en edderkop. Så jeg måtte rædselslagen gå resten af vejen hjem og da sagde han at det var en joke. Men jeg tror ham ikke, for han snakkede også om at 2 ud af 100 blev bidt af et eller andet om året, så deres hånd blev sort og skulle skæres af. Ville I ikke også være blevet skræmte?? Det skal så siges, at jeg aldrig har set noget uden hænder, vidst kun en enkelt som manglede noget af en finger, men helt ærligt! Han må jo have sin statistik et eller andet sted fra.
Det sidste jeg vil skrive om er mexicansk slik. Nej, det spiser de ikke meget af, medmindre slik inkluderer chips (hvilket efter deres mening er en fin morgenmad/frokost/aftensmad/snack, og som for er dækket af klamt ostepulver, chili eller lime), småkager og sødt brød. Hvad med vingummier ala Haribo??? Jeg savvvvner Haribo! Sådan noget spiser de ikke. Slik skal være sødt med smag af chili, stærkt med smag af chili, surt med smag af chili eller bare blot være chili. WTF? Det er godt, at min "farmor" har bedt mig om at bage noget, så kommer der forhåbentligt noget dansk lækker mad til. Eller mad og mad. You know what I mean. ;) Det er alt for nu! :) Hasta pronto!
Abonner på:
Opslag (Atom)