Hovedpine...

Er det ikke noget af det vaerste man kan vaere plaget af dagen lang...? For mig er det - har haft en traels dunkende hovedpine i et lille bestemt omraade paa venstre side af min pande de sidste tre dage - og jeg kan ikke regne ud hvorfor! Maaske er det paa grund af varmen, paa grund af at jeg drikker for lidt? Selvom jeg soerger for at drikke rigeligt og naar jeg er toerstig. Maaske er min krop bare ikke vandt til de 35 grader vi skal holde ud fra 12-16 hver dag - puuuuust! Jeg kan slet ikke forstille mig hvordan det er i april! Det skulle jo vaere den varmeste maaned paa aaret. Saa jeg faar nok en varm foedselsdag og sandsynligvis ved havet! For Gera er ved at aftale at tage til havet, Puerta Arista, hedder stedet, hvor alle fra Chiapas tager hen i Semana Santa, de to uger der svarer til Spring Break i USA eller vores danske paaskeferie.

Udover at her er utroligt varmt er jeg begyndt til zumba - jeg startede sidste fredag og det er virkelig sjovt! Det er fra mandag-fredag fra 5-6, og man faar godt nok svedt! For ikke nok med varmen udenfor goer vi jo lokalet endnu varmere, og det er smaat og har ingen aircondition, saa der skal noget vand indenbords! Plejer ogsaa at saette den liter jeg har med til livs i de 50 min vi er igang. Men det er altsaa rart med at roere sig dagligt og det goer mig helt glad at komme igang med bevaegelse igen.

En skoleopdatering: vi havde YFU-moede idag og Yara og jeg fik klaget lidt over vores skole og foreslog isabel at vi kunne faa fri klokken 1 hver dag (ligesom de andre studenter). Og til min overraskelse sagde hun "ok, jeg kommer til skolen paa mandag og ser om det kan lade sig goere"! Hvis det kunne lade sig goere, at gaa i skole fra 7-13 hver dag... Saa ville det slet ikke vaere saa slemt! Haaber det er i orden med skolen.

Aah ja, og saa tror jeg da jeg faar besoeg af danske Alberte her i vores ferie i april - det glaeder jeg mig helt vildt til, selv Gera allerede nu er sur over at skulle hoere dansk i en til to uger, hahaha. det skal nok blive sjovt, og saa maa jeg jo vise hende hvad der er at se her i byen. Indtil videre kan jeg kun komme i tanke om vores cañon (eller paa engelsk canyon :p), san cristobal, vores zoo, parkerne, centrum og plazaerne. Men det skulle vidst ogsaa vaere rigeligt og saa maa vi jo se om hun vil med til stranden. Og saa skal jeg altsaa ogsaa op og se hendes by, Puebla, og den fine store vulkan som hun bor lige op ad. Iiiih, jeg glaeder mig helt ved tanken.

Det var alt for nu, haaber I alle har det godt og nyder kulden! Nogen gange er den altsaa noget man savner.

2. semester

Nu er skolen startet igen og det er godt nok med meget besvaer her fra min side af. For hvor er det haardt at begynde i skole igen efter to maaneders ferie, og dette er altsaa ikke paa grund af at skolen er haard og jeg er for doven til at tage mig sammen (som det det normalt hedder sig i Danmark) - naeh, skolen er simpelthen saa kedelig at jeg foeler det er fuldstaendigt nyttesloest at sidde en halv time i en overfyldt combi om morgenen for at koere til skolen, ankomme klokken 7 og vente paa at resten kommer i loebet af de naeste 15 min (inklusive laereren). Herefter venter der mandag og tirsdag 5,5 timer til jeg faar fri klokken 12.30 og onsdag og fredag 7,5 timer til 14.30 og torsdag hele 8 timer til 15.00. Det er altsaa haardt, og igen er det ikke paa grund af den overtyngende maengde af lektier eller powerpoint-fremlaegninger vi skal give som i Danmark, naeh! Det er fordi mine oejne bliver saa traette af at kigge ud i luften af jeg hvert frikvarter sidder og kigger over paa vagten ved doeren for at tjekke om han nu er gaaet saa jeg kan snige mig vaek fra skolen - men nej! Jeg skal have "undervisning", hvilket betyder 30 min. hver time med lidt kopiering af hvad laereren laeser hoejt fra en bog. Eller slet ingenting! Og med hver time mener jeg selvfoelgelig en undervisningstime som jeg har 3 eller 4 af hver dag. Nogle sidder og hyggesnakker med eleverne og andre tjekker deres telefoner, og jeg er saa forargret over det mexicanske skolesystem at jeg rent faktisk laenges hjem til det danske system hvor jeg kan maerke at jeg laerer, hvor jeg kan maerke en udvikling. For den danske skole er simpelthen saa god at danskerne slet ikke aner det, og vi skal vaere taknemmelige for det danske skolesystem i stedet for at klage over vores lektiemaengde, mange timer og sure laerere.

Ja. Jeg overdriver maaske med min mexicanske skole. Men det er et faktum, at det er et af de daarligste gymnasier i byen med en konstant udskiftning af de laerere og elever her nu er. Desuden fungerer det saadan, tro jeg har naevnt det foer, at hvis man vil pjaekke, saa skal man snige sig forbi vagten som spoerger sekretariatet om du har tilladelse til at forlade gymnasiets lille grund (udenfor er universitetet, bibioteket, cafeterierne osv), og hvis du ikke har tilladelse til at gaa over og f.eks. koebe en flaske vand, kommer du ikke igennem. En gang imellem har jeg vaeret heldig at komme igennem, fordi vagten har vaeret optaget, men det foeles jo altsaa bare som et faengsel. De stoler tilsyneladende overhovedet ikke paa eleverne (det er der jo saa ogsaa god grund til ved mig, men altsaa...) og det foeles saa aandssvagt og barnligt naar det er en skole for 15-20-aarige!

Saa hvad goer man? Jeg har overvejet at skrifte skole nu naar Toni tog hjem i tirsdags (saa er det jo kun 2 ud af 3 pladser optaget), saa kan jeg jo faa hans plads. Men det er bare fordele og ulemper ved baade at skifte og at blive. Hvis jeg skifter, er skolen taettere paa - jeg kan gaa og sparer penge paa transport. Skolen er bedre og de har fri 13.30 hver dag. Skolen er stoerre og er meget paenere. Men... Jeg skal muligvis til at koebe boeger og kopier, jeg kender ingen og skolen jeg gaar paa nu ligger ved det stoerste shopping-center, hvilket er ret praktisk naar jeg nu bor langt fra det. Men det er ikke engang sikkert at jeg har lov at skifte skole, for Isabel (YFU-lederen her i Chiapas) har sagt, at vi ikke maa skifte skole, paa grund af at ambassaden i Mexico City skal have besked og der er en masse papirarbejde i det. Desuden hed det sig i starten af man skal have broedre eller soestre paa skolen for at gaa der - og det har jeg jo ikke laengere. Det er et mysterium det her skolevaerk, og jeg ved ikke om jeg bare maa leve med det, eller om jeg skal kaempe for at skifte.

Desuden er Gera nu begyndt at studere paa universitetet EBC, en titel der hedder LANCE (Licenciatura en Administración de Negocios de Cominucación y Entretenimiento), hvilket er noget med en slags organisator i underholdningsbranchen... Er ikke helt sikkert, men det var noget i den stil, i kan jo desuden selv proeve at oversaette titlen. Han er vaeldig glad for skolen, men der var en masse problemer for ham ved at komme ind. Sagen er nemlig den, at hans mor ikke vil betale det, fordi hun betaler Eduardos medicinstudie (her skal du jo betale penge for at uddanne dig), og saa maatte han have fat i hans far, som skulle betale det. Men han synes ikke godt om studiet, saa han ville kun betale en tredje- eller fjerdedel af det. Hvad goer man saa? Tjoh, landet ligger saadan, at Geras foraeldre naermere er hans farmor og farfar, saa de tilboed at betale, ligesom hans to fastre gjorde. Det imponerede mig virkelig. Det ville svare til, at min egen mor og far sagde naeh, vi gider ikke at betale, og saa kom min farmor og farfar, farbror og faster og sagde vi betaler. Jeg synes i hvert fald det er stoert, og Gera var heller ikke meget for at tage imod det, men han ville virkelig gerne havde uddannelsen, og hans faster og farmor overtalte ham. Saa nu er han startet og jeg er begyndt at laere ham engelsk, for han har ogsaa engelsk i skolen. Han satser paa at laere det godt nok til at komme paa udveksling, og jeg synes egentlig det er meget sjovt at laere ham det. I starten naegtede han at sige noget som helst paa engelsk, fordi han synes det var vildt pinligt med udtalelsen (ligesom mig og spansk ved ham), men nu goer han det, og det giver mig en foelelse af at han virkelig har tillid til mig - og hvor er det rart! :)

Det sidste jeg maa dele er, at NU er varmen godt nok ved at komme igen! Lige pludselig kom den bare op over de 30 grader, og vi ligger paa en ca. 35 hver dag. Det er simpelthen saa varmt, og vi er ikke engang paa hoejdepunktet endnu, den skulle gerne op paa eller over de 40 i marts-maj. Jeg kan slet ikke forestille mig det... Her er saa varmt nu, at man slet ikke vil ud i solen klokken 12-16, og nu her hvor jeg sidder og skriver, klokken er 17.49, sidder jeg og sveeeeder! Her er stadig 30 grader, og selv naar det bliver moerkt om et par timer, vil her vaere moerkt. Igaar, da jeg tog til Wing's Army og drak en dansk oel (:D) med min bror og hans venner, var der stadig varmt da vi gik klokken 12 om natten! Ved ikke helt hvordan jeg skal undgaa at smelte, men nu maa vi se. Jeg kan leve med at have det varmt hele dagen, men om natten er der, hvor det er vaerst. Har snakket med Gera om at koebe en nedkoelingsmaskine, men hvor skal vi faa penge til det fra? Tjah, problemer er der nok af, men jeg tror nu nok det hele gaar alligevel. Hvis ikke vi kan holde varmen ud maa vi jo sove nedenunder paa de koldere klinker under ventilatoren i loftet. Det er da en noedloesning!

Jeg beklager at jeg klager over varmen her, naar i stadig maa have det koldt i Danmark - men vi kan sagtens bytte en gang imellem, det kan ogsaa blive FOR varmt. ;) Jeg haaber I har det godt, og jeg glaeder mig til at se jer alle igen!

YFU-tur til Michoacan

Torsdag d. 3. februar pakkede jeg altsaa min lille kuffert med toej til en uge, og klokken 19 moedtes jeg med de andre udvesklingsstudenter i Tuxtlas busterminal. Vi havde foran os en 12 timer lang tur til hovedstaden Mexico City, og vi skulle moede resten af Mexicos udveksslingsstudenter. Vi havde nemlig tilmeldt os den foerste af de to YFU-ture i landet, som de arrangerer, denne gang med maalet staten Michoacan (mi-tjo-ah-CAHN).

Fredag d. 4. klokken 6.30 landede vi i en af busterminalerne i Mexico City, og vi fem fra Tuxtla snuppede to taxaer til lufthavnen, hvor vi skulle moedes med alle andre. Vi havde i forvejen faaet at vide, at det var en tur paa 30 min til to timer alt afgaengig af trafikken, saa de 15 min overraskede os meget - loerdag morgen er der nemlig ingen trafik i Mexico City! Stoerrelsen paa byen og den kaempemaessige maengde af biler og mennesker overrasker mig stadig, og jeg tror man er noedt til at bo i byen i aarevis, foer man paa nogen maade naermer sig at blive vant til den. Naa, men vi fandt frem til moedestedet ved terminal 1 af lufthavnen og her viste det sig, paa grund af forsinkelser, folk der ikke kunne finde stedet og til sidst en bus der ikke moedte op, at vi foerst kom af sted klokken 12.30 mod Michoacan! Det var lidt traels, men jeg fik snakket med danskerne (sikke en lettelse bare at kunne snakke dansk i person igen!) og vi spiste Subway-morgenmad.

Efter naesten 3 timer i bus var vi landet i byen Zitácuaro (si-TAH-ku-ah-ro), hvor vi traskede op af en masse bakket omraade til et sted der hed Shambala (betoed vidst paradis paa sanskrit) - en slags camp med smaa hytter. Her blev vi uddelt paa vaerelser (jeg paa vaerelse med Alberte) og efter frokost klokken 4 blev hurtigt sat igang med boernelege - jeg var ikke meget begejstret for det, og det endte desuden med at vi skulle gaa rundt i skoven ved siden af da det var belragende moerkt. Ikke noget jeg var vildt tryg ved, da det ikke ligefrem er Danmark uden nogen form for farlige dyr og insekter. Men jeg kom heldigvis ikke noget til, og da vi endelig var faerdige fik vi mad igen - og saa var det paa hovedet i seng for mit vedkommende.

Albertes og mit vaerelse i campen Shambala - meget fint i forhold til de andre. :)

Loerdag d. 5. skulle vi moedes til morgenmad klokken 8.30, og en time senere gik vi ned af bakkerne igen for at komme frem til bussen, som koerte os til en af Michoacan's attraktioner - Reserva de la Biosfera de la Mariposa Monarca - paa dansk et reservat for sommerfuglearten monark (lige et spaendende fact: den er yderst sjaelden i Danmark, da den oprindeligt er fra USA og Mexico, men der er fundet eksempler paa Thy!). Den tur op paa sommerfuglebjerget skal man ikke tage sig, hvis man ikke kan lide at puste - der er tusindvis af trapper og det er hoejt oppe, saa luften er tynd. Men det er i hvert fald et flot syn, selvom jeg foerst troede at der var mange sommerfugletyper. Jeg tror det tog en times tid eller lidt mere at bestige, og grundet min fine daarlige kondition var jeg og Martin (en ud af os fire danskere) nok de sidste der kom op paa toppen - her vrimlede det altsaa bare med sommerfugle om oerene, og hvis du ikke kiggede hvor du gik, var det nemt at traede paa en af sommerfuglene.

 Hvis du ikke helt kan klare de mange trapper, kan du ogsaa leje en hest op til toppen - dog kun faa benyttede sig af den mulighed.

 Denne type sommerfugl var hvad vi fik at se i tusindvis

Sikke et syn! :)

Og de var ogsaa lige til at samle op i haanden!

Foer alle havde spist, koebt souviniers og var kommet ned til bussen igen var klokken ved at vaere mange, og det tog jo trods alt to timer hjem igen, saa mere naaede vi ikke den dag. Da vi var tilbage ved Shambala fik vi frokost og egentlig var der planlagt aktiviteter endnu engang, men det blev heldigvis daarligt vejr med regn og torden, saa alle loeb over under tag og her snakkede folk, andre blev kastet i den iskolde pool, og det blev hurtigt moerkt - endnu engang maatte vi samles inde til noget aftenspisning, og derefter var der grupper der begyndte at drikke og ryge i smug, ligesom igaar fandt jeg ud af, men jeg valgte at gaa i seng saa jeg var frisk til dagen efter.

Soendag d. 6. maatte vi pakke vores kufferter sammen, gaa til morgenmad og herefter havde vi lidt typiske YFU-aktiviteter inde i et stoerre rum: Evaluering af det foerste halve aar i Mexico. Det var ikke specielt spaendende, saa vi var glade da vi maatte ned til bussen klokken 11. Her fik vi uddelt frokost og saa maatte vi koere af sted mod Morelia, hovedstaden i statem Michoacan. Det tog en tre timer foer vi ankom til et fint fire-stjernet hotel ved navn Vista Express. Jeg kom paa vaerelse med Alberte igen og jeg tog et bad foer vi gik ud i byen sammet med Martin. Hotellet var placeret ret taet paa centrum, saa vi saa den store beroemte katedral og fik kigget lidt butikker (jeg fik koebt mig et par converse i helt hvid, de andre er slidte :p ) foer vi moedtes paa hotellet klokken 7 til aftensmad. Herefter gik vi op paa vores hotelvaerelse men fandt ud af, at vi maatte vaere ude til klokken 10 - noget jeg i starten var meget utryg ved, fordi det altsaa bliver moerkt i Mexico mellem klokken 6 og 7, og vi fik at vide at der havde vaeret skyderier i byen ugen foer - udover at vores hotel var fuldstaendig fyldt med politifolk (vi fandt saa ud af at der bare var en masse overnattende her). Men vi tog ud i aften-Morelia, og det var ogsaa et flot syn at se den oplyste katedral!

Den generelle udsigt paa vejen til Morelia

Den store katedral i Morelia's centrum

Alberte og Martin (begge danskere) i en af Morelias parker i centrum


Mandag d. 7. stod vi op til kuffertpakning og morgenmad, og saa maatte vi koere videre fra Morelia. Foerste stop hed Quiroga, en lille koloniby hvor vi oprindeligt kun havde en halv time, saa Alberte, Martin, Mikael og jeg (danskerholdet) skyndte os hen til markedet, som vi blev tilraadt, og koebte en sandwich med "carnita carmelo" - koed som Michoacan er landskendt for, og hold da op, hvor var det bare laekkert! Herefter skyndte vi os tilbage til bussen igen kun for at vente en hel time fordi folk tilsyneladende var fuldstaendigt ligeglade med tidsgraensen - det er lidt traels, naar man nu planlaegger hvad man skal hele dagen, men vi kom videre, og naeste stop med Tzintzuntzan, endnu en koloniby. Ja, det udtales helt som det skrives, med tryk paa "tzun". Meget besynderligt navn. Her saa vi en kirke og Alberte, Martin og jeg gik selv paa opdagelse paa kirkegaarden paa den anden side af vejen. Meget anderledes, i alt fald fra den danske norm.

Alberte ved standen hvor vi koebte vores "carnita carmelo"

Kirken i Tzintzantzun

Og kirkegaarden. Meget farverigt og meget, meget anderledes.

Vi moedtes atter i bussen og koerte denne gang til Pátzcuaro, en lidt stoerre by, hvor vi ogsaa saa en kirke. Alberte og jeg gik saa selv hen til en anden lille park, men vi fik hverken koebt noget eller set noget specielt, saa vi slentrede tilbage til bussen igen, som denne gang koerte lang tid - gennem Uruapan til en kiosk ved vejen, hvor alle maatte proviantere, for vi fik at vide, at der hvor vi skulle hen var der kun en enkelt lille butik. Saa en halv times tid ved kiosken og vi koerte op i bjergene, og da det endelig blev moerkt og vi havde koert i alt en tre timers tid siden Pátzcuaro, var vi ankommet til en lille by i 2340 meters hoejde kaldet Angahuan. Bussen blev foert gennem de smaa gader af en mand paa en hest, og vi ankom til et sted der mest af alt lignede et forfaldent sted for lejrskoleelever. Vi traadte desuden ud i 4 grader klokken 8-9, og vaerelserne havde ingen varme, var utaette og havde ingen varmt vand, og toiletterne fungerede kun nogle gange og havde hverken papir, saebe, haandklaeder eller noget som helst. Humoeret var altsaa, for mit og Albertes vedkommende, ret lavt, og jeg foelte en stor trang til bare at tage tilbage til varme Tuxtla igen.

Kirken i Pátzcuaro.

Og hvad vi moedte indenfor - det var ret svaert at tage et ordentligt billede, for blitz er jo ikke tilladt i kirker...

 Vores lejr set fra indgangen (her taget naeste dag i dagslys)

Vaerelse for 12 som jeg sov paa - beklager billedkvaliteten.


I seng kom jeg senere paa aftenen, og det indebar at fryse konstant hele natten og dermed en daarlig nattesoevn, og da jeg stod op ville jeg saa gerne i bad (det er noget man faar med i Mexico - de bader alle mindst en gang om dagen, somme tider op til tre-fire gange naar der er varmt, i alt fald i min by), men vandet var saa iskoldt at jeg kun vaskede mit haar. Vi gik over til morgenmad og fik aeg med skinke og de tykkeste tortillaer jeg nogensinde har set og stadig frysende afsindigt tog vi tilbage og pakkede vores ting. Udenfor lejren stod der nemlig 50 heste klare til at ride os til vulkanen Paricutín. Jeg fik en fin hvid hest, og af sted kom vi. Jeg tror kun jeg har proevet at sidde paa en hest een gang, saa de 2,5 timer det tog at gaa, trave og galoppere til vulkanen var en helt ny og ret sjov oplevelse, og det hjalp gevaldigt paa humoeret. Min hest var saa en af de hurtige, og paa et tidspunkt synes den at den skulle galoppere ind i et buskads, hvor der altsaa ikke var plads til en rytter, saa efter hvad jeg troede var en halvbraekket finger og en masse grene i hovedet fik jeg endelig stoppe hesten og staaet af for at vende den om og traekke den ud igen. Allerbagerst var jeg saa, og jeg matte op paa den igen og indhente de andre. Det lykkedes saa ogsaa efter en 5 min. Det var altsaa en ret sjov oplevelse bagefter, selvom jeg ikke var helt sikker paa sporet og synes det var en smule skraemmende til tider. Da vi var ved vulkanen stod vi af hestene og matte til at bestige vulkanen - det var ikke nemt. Vulkanens top var i 2800 meter og luften var altsaa tynd (jeg er jo vandt til Danmarks eller Tuxtlas 500 meter), og med daarlig kondi og en krop der klagede en smule efter traesadlen, tog det lidt tid og jeg endte bagerst - rigtig fedt. Men jeg kom da op paa toppen og saa var der ellers en sjov tur ned igen - det var hopning ned af loest vulkanaske, og det var godt jeg ikke havde mine nye hvide converse-sko paa, for mine gamle blev helt brun-sorte af asken. Endelig maatte vi op paa hestene igen og saa var der endnu 2,5 timer til et nyt sted - denne gang begyndte det ellers bare at goere ondt hver gang hestene synes de skulle trave - sikke noget hopning, nu kan jeg jo ikke ligefrem ride! Desuden blev jeg lige smidt af min hest, fordi den synes den skulle reagere paa Martins "hurtigere-hurtigere"-ordrer til hans egen hest. Det gik saa hurtigt, og jeg havde saa ondt i mine haender og det hele at jeg ikke kunne holde fast - og min hest fik da ogsaa overhalt hans, foer jeg faldt af. AV! Skoejtede lidt hen af aske-jorden og fik en fin stor afskrabning paa siden af min mave og slaaede mit hovede lidt, men Alberte var traet af sin egen rolige hest, saa hun ville bytte. Det gik jeg saa med til og fik en soed brun hoppe i stedet.

 I starten paa raekke, senere lidt mere loest, men hvor ser vi fine ud!

 Vulkanen Paricutín med en top i 2800 meters hoejde.

 Det var altsaa smaastejlt og med en ret daarlig vej op - enten store sten som her eller grus man skoejtede ned af...

Vi ankom til et sted hvor der blev solgt lidt mad og saa kunne man ellers gaa paa opdagelse i en kirkeruin. For mig var det ikke specielt spaendende, og jeg ville egentlig helst bare i bad efter bestigningen af vulkanen, turen i buskene og faldet, saa efter en times tid ved dette sted havde vi en halv time tilbage til lejren. Fik et billede af mine to soede heste, og saa gik vi ellers i bad - det vil sige et enkelt bad til 8 piger, men jeg var heldigvis numer 3. Klokken var efterhaanden 6 (turen havde taget 8 timer), saa vi ventede paa aftensmad og derefter gik vi over paa drengevaerelset hvor der var en lille samling og snakkede. Desuden fik jeg snakket lidt med Toni (som tager hjem d. 14. februar), foer jeg gik i seng.

Toppen af kirkeruinen - bunden var fyldt med store sten - beklager desuden lyset.

Mine to heste - den vilde hvide og den soede brune. :)

Sidste dag stod vi op og pakkede vores ting og tog direkte i bussen - der stod nemlig en tur paa 8 timer til Mexico City paa programmet. Vi koerte klokken 8, og det var en lang tur, men i vente havde jeg en endnu laengere, nemlig de 12 timer til Tuxtla. Men efter de 8 timer, klokken 16, ankom vi til Mexico City og os til Oaxaca, Tuxtla og Tabasco blev sat af i en af busterminalerne og her koebte Toni, Pinja og jeg busbilletterne til Tuxtla (916 pesos!), og matte vente til klokken 19.30, foer vi skulle koere. Vi spiste og jeg fik koebt sovepiller, og et par af os sad og fik sunget lidt indtil os til Tuxtla endelig skulle af sted. Desuden er jeg blevet inviteret til Frankring af den enkelte franskmand der er her i Mexico! Men vi kom med bussen og jeg tog to sovepiller, og jeg proevede egentlig bare at sove lige fra starten. Der var bare lige det, at jeg knap nok kunne maerke sovepillerne, selvom jeg tog dobbeltdosis, saa det blev kun til en 3-4 timers soevn ud af den tur, som i alt kom til at vare 13 timer!! DET var lang tid, og det laengste jeg har rejst nogensinde i ét hug. Men vi ankom til Tuxtla morgenen efter lidt efter klokken 8, og jeg blev moedt af Gera, som jeg havde savnet rigtig meget. Jeg har trods alt vaeret sammen med ham hver eneste dag i de naesten to maaneders ferie jeg har haft. Men - jeg kom endelig hjem igen (i varmen, aaaaah), og lagde mig til at sove. Valgte ikke at gaa i skole, synes det var for meget at forlange.

En god tur synes jeg det var - efter at havde laest lidt i min Lonely Planet bog om Mexico fandt jeg ud af at vi har set ret meget af det der var vaerd at se i Michoacan, med sommerfuglereservatet, Morelia og vulkanen Paricutín som de stoerste hovedattraktioner. Saa jeg foeler naesten jeg kan krydse en stat af listen over sete stater, og det er da noget i forhold til at jeg ikke engang kan det med min egen endnu, Chiapas. Men jeg skal nok faa set staten, Chiapas er saa skoen og dejlig, at det er jeg noedt til, naesten om jeg saa skal goere det alene. Men - Michoacan var en oplevelse, og jeg ser frem til YFU's anden tur til juni - det skal helt sikkert ogsaa nok blive godt! :)